tirsdag den 4. oktober 2011

Velkommen til Thailand!

Endelig! Langt om længe sidder jeg med 2 ugers forsinkelse i Thailand. Det har været en turbulent tid inden afrejse, da jeg uheldigvis fik problemer med min tuberkulosevaccination - 1 uge inden jeg skulle være taget afsted, fik jeg af lægen forbud mod at rejse ud af landet. Men der kom styr på det hele i sidste ende, så mindre end 24 timer før flyet lettede blev billetten købt. Det var en mærkelig følelse, da det hele lige pludselig skulle gå så stærkt. Men samtidig var jeg spændt og havde en masse sommerfugle i maven over at skulle være så langt væk fra det, jeg kender derhjemme i 3 måneder.

Det var også mærkeligt at skulle rejse afsted, da de andre piger nu har været tæt sammen i 2 uger, og jeg generelt er gået glip af så meget. Jeg har været så uheldig at gå glip af de 2 første uger i Thailand, hvor der har været sprogskole og introduktion på sygehuset. Men nu sidder jeg har endelig, og hvilken fantastisk oplevelse det er at være i et land med en så anderledes kultur end det jeg er vant til. Men kan godt mærke allerede nu, at jeg mangler den uge på sprogskolen, hvor de andre piger har lært en masse praktiske ting, såsom sprog og etikette. Men det må jeg lære løbende i stedet... håber optimistisk på, at komme efter det.


Jeg landede i Suvarnabhumi Airport i Bangkok torsdag eftermiddag. Der hentede vores kontaktperson Sureewan mig, og sørgede for, at jeg blev indlogeret på Sarasinee Mansion, som nu er mit nye, midlertidige hjem. Det er et ret fedt sted at bo som studerende. Har en stor 3-værelses lejlighed med to badeværelser, vi har fitnessrum og pool på taget. Det er svært at klage over forholdene her!

Da de andre piger kom hjem fra skole, kom 10 af os hurtigt på farten igen. Nu gik turen til Koh Samet, en lille ø 4 timer fra Bangkok. Det endte med at blive en lang tur, da regnen pludselig stod ned i stride stråler. Typisk at den efter en lang periode med sol kommer den dag, jeg lander! Da vi endelig kom frem til havnen, som lå ret skummelt, sejlede der ikke flere færger til øen, så vi måtte betale for at få en speedbåd til at sejle os derover sent om aftenen. Vi blev sat af i vandet lige ud for en lækker strand, ja, vi blev nærmest smuglet dertil. Normalt skal man betale for at være på øen, men det slap vi heldigvis for på denne måde...
På Koh Samet stod den så ellers på forlænget weekend med afslapning på stranden og massage om dagen, og fireshow og god, men billig(!) mad om aftenen. Det må da siges at være den bedste måde at komme over et jetlag på...

Tror da vist godt lige, at jeg kan vænne mig til livet i Thailand :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar