onsdag den 26. oktober 2011

Ped 5 og River Kwai

Endelig fik jeg min egen patient igen. Så dejligt at kunne følge den samme i et stykke tid, også selvom det kun var for en kort periode. Det var en lille dreng på 2 år med cancer i hjernen og med metastaser til rygsøjlen. Hans udsigter så ikke gode ud, så behandlingen bestod af palliativ stråleterapi hver morgen. Han var hårdt medtaget af det, da hans daglige rutine bestod af faste, bedøvelse, strålebehandling, opvågning. Ikke noget som en 2-årig burde opleve. Hans bedstemor tog sig af alt det praktiske omkring plejen, så der var ”kun” observation og medicin tilbage til os. Men det er dejligt at se, at man lader familien klarer omsorgen selv på de punkter, hvor de selv har behovet.  En af dagene fik jeg lov til at følge ham til stråleterapi, så jeg kunne få hele forløbet med. Det var hårdt at være dernede, da der ikke kun var ham, men 5 børn på samme tid, som alle havde cancer og skulle have stråling. Der gik det virkelig op for mig, hvor barskt det kan være at være i pædiatrien! De børn var slet ikke gamle nok til at forstå, hvorfor de havde det dårligt og hvorfor de skulle igennem alle de ting. Lægerne og sygeplejerskerne dernede var rigtig søde og gode til at forklare os om alle de ting de gjorde, og hvad man kunne se de forskellige steder. Men der skal nok nogle flere observationer til, før jeg forstår alt det tekniske de prøvede at forklare… J Bagefter fik vi lov til at følge ham med op på opvågningen, som er en integreret del af operationsgangen. Igen var sygeplejerskerne meget venlige, forklarede os det hele og lod os spørge løs… Nogle gange har det bare sine fordele at være studerende…

Weekenden blev en hård men helt fantastisk omgang. Fredag morgen blev vi hentet tidligt og kørt op nordpå til Kanchanaburi. Her startede turen med et besøg på en kirkegård for de faldne i krigen mellem Burma og Thailand. Herefter gik vi over den historiske bro over floden Kwai. Efterfølgende blev vi indlogeret, hvor vi skulle bo natten over. Lad os bare sige, at der bestemt ikke var tale om fine forhold! Men hyggeligt var der! Resten af dagen var der badning i vandfald, hygge på flodprammen og karaoke. Næste morgen blev vi sejlet lidt længere ned ad floden, hvor 3 voksne elefanter og 1 unge gik ned af mudderskrænten. Dem skulle vi morgenbade med. En kæmpe stor oplevelse at ride på elefanter, mens de ruller rundt i vandet. Bagefter kunne vi få lov til at ride på dem, inden turen gik til et Tigertempel. En vild oplevelse at sidde og nusse tigre, men uden tvivl en turistfælde uden lige. Man betaler for at komme ind, derefter får man omkring 10 sekunder med hver tiger, så man lige kan få taget et billede, og så er det ellers videre.


Mættet med oplevelser fra de foregående dage, lokkede poolen under solen hele søndagen – kun afbrudt af en omgang massage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar