Ped 2... bye bye Thailand

Igen, igen er der ikke så meget at berette fra praktikken. Vi har alle haft de samme stabile patienter, og så har der været medicin. Vi kan godt mærke, at der er ved at gå lidt for meget medicin og for lidt udfordring i det hele. En af dagene var vi dog lidt uheldige i medicinrummet. Af uforklarlige årsager fik vi allesammen lavet nogle fejl... og det eneste vi får at vide er, at vi skylder patienterne penge, da det er dem selv, der betaler for medicinen. Der var det pludselig ikke rart at være studerende, da vi er der for at lære - så hjælper det ikke, at der bliver kørt på samvittigheden. Men vi kom igennem det, og klarede resten af dagen noget bedre.

I Thailand er det normalt, at familierne selv står for den personlige hygiejne, da de er meget blufærdige. Men en af dagene blev vi overraskede!! En leukæmipatient (teenager!), som var meget dårlig, skulle køres til scanning. Der var kommet noget i hans ble, hvilket de opdagede, da de var kørt 1 meter væk fra hans seng. I stedet for at køre ham tilbage til hans seng, hvor de kunne trække et gardin for, valgte de at gøre det midt på gangen, hvor alle kunne se det. Hvor må det have været ydmygende for ham at ligge halvnøgen foran alle og få skiftet ble!

Torsdag havde vi sidste dag på afdelingen. Vi fik taget en god afsked inden vi efter to timer blev sendt hjem for at købe mad og vand til flere dage pga. flodbølgen. Vi har hele tiden fået at vide, at det ikke var så slemt, der hvor vi var, så derfor er der ikke nogen af os, der har bekymret sig om det. Men pludselig var vandet fra Nordthailand kun 2 km fra hospitalet, så de valgte at sende os hjem, da det nok ville blive oversvømmet i løbet af dagen. Samtlige hylder i supermarkederne var tomme, alt var simpelthen blevet rippet! Så hjemme på Sarasinee beslutter vi os for at ringe til Den Danske Ambassade i Thailand for at høre, hvordan situationen egentlig er, da det er meget blandede oplysninger vi får fra alle - både i DK og i Thailand. Vi får at vide, at vi nok ikke skal bekymre os, men der er stor sandsynlighed for oversvømmelse i det område, hvor vi bor. Derfor vælger vi at ringe til skolen hjemme i DK og forklare hele situationen. Svaret blev at komme hjem hurtigst muligt. Så indenfor en time sad jeg med en ny flybillet, og 8 timer senere sad jeg i en taxa på vej mod lufthavnen alene, da de andre først skulle afsted dagen efter. Det gik godt nok alt for stærkt!! Der var ingen af os, der var klar til at skulle hjem allerede, og da slet ikke på den måde. Det var en hård afslutning på et ellers helt fantastisk ophold, hvor jeg lærte så meget om mig selv, og hvor mine egne grænser til tider blev sat på prøve. Men nu sidder jeg tilbage i sikkerhed i kolde DK. Det er dejligt at se alle igen, men Thailand er savnet!! Der var så meget jeg ikke nåede, som jeg ellers skulle have klaret i den sidste uge. Men igen, så hellere være hjemme i sikkerhed, hvor jeg har det godt :)

Tak for denne gang og for nogle helt fantastiske måneder!!

Ped 2, bowling og Phraya Nakon

Denne uge på afdelingen har været præcis som den foregående, da jeg har haft den samme patient (havde jeg selv bedt om, da jeg gerne ville prøve at have et fast patientforløb). Men kan godt mærke nu, at det kunne være rart med nogle nye eller flere udfordringer. Hans tilstand har været stabil, så han har efter omstændighederne været frisk og hans bedstemor har derfor selv kunne tage sig af ham.

Dagene er gået meget med medicin, så vi er efterhånden ved at få en god rutine og vores vejleder lader os mere og mere stå helt alene med det.

Dog er det nogle gange rent held, hvis vi når at lave medicinen, da vi deler vores patienter med en masse thaistuderende, som møder ind før os. De er rigtig søde, og de er nogle gange mere opmærksomme på, at vi skal have lov at lave, det der er omkring vores patienter, end vores vejleder er. Men ja, fire studerende til en patient er lige i overkanten.

Hele ugen har fra mandag til søndag været rolig. Der har været rutine i praktikken, og i weekenden var vi alle ude og spise og bowle. Hyggeligt at lave noget sammen allesammen, da det ikke er så tit, at alle har tid på de samme tider.

Lørdag til søndag havde vores første vejleder fra Ped 2 inviteret på tur sammen med hende og hendes kæreste. Det var så sødt af dem, og vi havde en dejlig tur til Phraya Nakon, som ligger 3-4 timers kørsel fra Bangkok. Da vi kom dertil var der vandring gennem stejle klipper for at komme hen til den nærmest øde strand, hvor vi skulle bo. Bortset fra tusindvis af myg var det et flot sted, og altid lækkert at bo på en strand :) Søndag startede vi dagen med at vandre 460 meter op af bjerg, for derefter at gå ned på den anden side. Hårdt når man har mistet al kondition i Thailand! Men smukt var det, da vi kom om på den anden side, hvor der var grotter over det hele. Midt i en lysning lå der et fint lille tempel, og på klipperne har flere konger skrevet deres navn. Vi kunne ikke blive dernede for evigt, så vi måtte bide det i os, og vandre den samme hårde tur tilbage til den anden side af bjerget, hvor aberne sprang over vores hoveder hele vejen. Dejlig og hyggelig aflsutning på en hård vandretur.

Ped 2, besøg fra DK og en tur til Koh Phi Phi

Mandag morgen var en fantastisk dag! Min veninde fra DK kom på besøg, og hun nåede lige at komme hjem til mig inden jeg skulle med en taxa til hospitalet. I dag skulle jeg endvidere starte på en ny afdeling med børn i alderen 5-15 år. Det virkede som et rigtig godt sted allerede fra starten af. Inden vi kom havde de allerede fundet 4 patienter, som vi selv måtte fordele mellem os. Der var styr på det! Jeg fik en dreng på 8 år, som havde fået pericarditis, og var under behandling og observation for årsagen. Han var meget imødekommende på trods af hans generthed. Vi kom hurtigt i gang med at male og hvad han ellers havde lyst til.

Vi lagde roligt ud med noget medicindosering, og blev introduceret for deres rutiner. Her virkede det en lille smule mere som det vi kender i DK, men stadig langt fra. Det er sjovt at se, hvor stor forskel der er fra afdeling til afdeling - man kan godt fornemme, hvordan de økonomiske ressourcer bliver fordelt...

Tirsdag fik vi en ny vejleder. Hun har læst i USA, så det har været dejligt forfriskende med en vejleder, der kan ordentligt engelsk, da der dermed også opstår færre misforståelser pga kommunikationsproblemer. Inden hun ville lade os dosere medicinen tog vi en dag med medicinregning og hygiejniske principper. Det var godt med noget medicinregning, da det var en brist hos alle, da det endnu ikke er noget, vi har brugt i vores klinik i DK.

Vi fortsatte hele ugen med de samme patienter, og det var det samme, der skulle gøres hver dag. Så man kom hurtigt ind i en rutine. Afslutningsvis fik vi talt med hende om forventninger til os selv og hende, og vi skulle give os selv ris og ros, hvilket fik os til at åbne øjnene for vores egen indsats. Vi havde meget ros til hende, men hun var også åben for kritik, og vi fik lov til at få indlydelse på, hvad vi havde lyst til at lære - vi var helt enige om, at i.v.-medicin var noget, som vi gerne vil have godt styr på.

I weekenden var vi 5 piger, der tog flyet til Koh Phi Phi, da vi havde et stort behov for at komme væk fra Bangkok, og så bare slappe af. Dagene gik med afslapning på stranden, og aftenerne blev tilbragt med fest på stranden. Ølivet blev virkelig nydt!

En af dagene var vi på en sejltur rundt om hele Phi Phi. Første stop var Monkey Beach, hvor vi kunne fodre aberne med jordnødder. Skøn oplevelse at sidde med en lille abe :) Derefter kom vi til en grotte, hvor de danske vikinger har været. Et stenkast derfra snorklede vi og sejlede  kajak. Det var så smukt. Og det er bestemt ikke sidste gang jeg har snorklet - også selvom jeg ikke egner mig til det :) Drømmer om at få lov til at dykke rigtigt, så blev ved med at komme for langt under vandet, så der kom vand i snorklen, ups! Vi sluttede turen af på Maya Bay, hvor filmen "The Beach" er blevet filmet. Orv, der var så flot. Sandet var helt hvidt og blåt, og vandet var helt klart og turkis. Der kunne jeg godt have ligget hele dagen :) Men i stedet fik vi solnedgangen...

Turen tilbage mod Bangkok startede hårdt med en båd mod Phuket, som vuggede voldsomt fra side til side. Aldrig før har jeg oplevet så mange blive søsyge på én gang!! Men vi kom godt frem, og nåede flyet tilbage mod Bangkok med en masse nye oplevelser rigere.

Ped 5 og Dream World

Mandag morgen var starten på en trist uge. Vi har alle fire været meget glade for at være på denne afdeling, men dette var desværre den sidste uge. Men det betyder ikke, at der skal mindre læring til af den grund. Jeg fik en skøn patient, som jeg fik skabt et godt bånd til. Det ar en lille dreng på 8 mdr., men han var langt tilbage i sin udvikling, da hans forældre kom i fængsel, da han blev født, hans bedsteforældre mishandlede ham, så han til sidst havnede på et børnehjem, hvor han ofte har ligget for sig selv uden nogen former for stimuli. Derfor var det vigtigt for min vejleder, at jeg gav ham masser af omsorg og tryghed, hvilket jeg med den største fornøjelse gjorde. Han var en virkelig sød og glad dreng. Da hans familie en af dagene fik lov til at komme forbi og se ham, var der en masse støj og uro på hans stue. Det virkede ikke til at han kunne slappe af, og da jeg holdt ham, ville han ikke over til sin egen mor igen. Det var ikke sjovt at se, hvordan han havde det med hende, på trods af, at han stadig var så lille! Senere gik jeg ind og sad med ham, hvor jeg fik ham til at slappe helt af. Det var faktisk rigtig dejligt at se, at det var lykkedes mig at skabe den kontakt med ham. Men pyh, ikke sjovt når man så skal sige farvel igen og han græder… Årsagen til, at han var indlagt, var et hæmatom i hovedet. Om det skyldes, at han er faldet eller blevet slået undersøges stadig. Kan slet ikke have, når sådan noget sker mod søde uskyldige børn! Sygeplejen til ham bestod meget af omsorg, nærvær i stimulering af hans udvikling, da det var noget han manglede i sit liv. Ellers skulle hjernefunktionen observeres, og jeg fik lært, hvordan jeg i pupillerne kunne se, hvordan hjernen fungerede.

I weekenden tog de fleste af os i Dream World, som er en forlystelsespark lidt uden for Bangkok. Der var rigtig flot, men det var alligevel lidt af en skuffelse, da mange af hovedforlystelserne var lukket eller renovering. Men så kunne man da gå og tage billeder – når der ikke lige blev taget billeder af os. Ja, den dag følte jeg mig lidt som en abe i et bur i zoologisk have. Uanset hvor vi stod eller sad, kom der thaier hen og ville have taget billeder af eller med os, kun pga. at vi kom fra vesten. Derinde var vi åbenbart et meget sjældent syn! I hele parken var der sat figurer og andre ting op, som man kunne få taget billeder med. Så der gik vist ret længe med lige at få taget billeder med det hele J  Noget skulle vi jo lave, når nu der ikke var så mange forlystelser…

Ped 4, NICU og fødselsdag

Denne uges praktik har været lidt anderledes end de andre. Der er ikke så meget at berette herfra, da det primært har været observation. Men utroligt spændende at opleve disse afdelinger. 3 af dagene skulle vi være på neonatal. Skræmmende at se, hvor små børnene er, og hvilke følgevirkninger der er, afhængigt af, hvor mange uger for tidligt man bliver født. Vores vejleder gav os nogle typiske sygdomme, vi skulle sættes os ind i og som vi senere kunne gennemgå. Derudover fik vi lov at prøve at lægge NG-tubes, da det var en daglig rutine, så selvfølgelig skulle vi også have lov til at prøve det. Og det var så også det eneste vi kunne lave på den afdeling.

En af dagene var vi på NICU (neonatal intensive care unit). Det var noget vi skulle være meget glade for, da det normalt ikke er tilladt at have studerende på den afdeling. Igen stod den kun på observation af de alt, alt for tidligt fødte børn, som stadig svingede mellem livet og døden. Puha, det var hårdt at se børn, der kun vejede 500 g! Vi var så ”heldige” at få lov til at se en nyfødt komme ind på afdelingen og følge hele processen. Der sker meget på meget kort tid - vask, røntgen, i.v.-adgang gennem navlestrengen og meget mere. De var virkelig dygtige, og alle vidste lige præcis, hvad de hver især skulle gøre.

 

Fredag var det min 24 års fødselsdag, og den blev fejret med alle de piger, som var i Bangkok. Startede dagen med flere timers forkælelse i en spa sammen med to andre. Om aftenen spiste vi nede ved floden, og sluttede af med en tur i byen.

Søndag fik jeg fornøjelsen af at se, hvordan et privathospital fungerer i Thailand, da jeg havde fået en voldsom allergisk reaktion. Når man kommer med taxaen, er der en slags butler, der åbner døren og lukker den igen, fører os hen til der, hvor vi skal hen. Virkelig god service! Indenfor er det som at være på et 5-stjerners hotel – flot, lyst og moderne. Og så var det effektivt!! Indenfor en halv time var jeg blevet registreret som patient, fået målt værdier, talt med lægen, betalt og fået min medicin. Og så var jeg ellers klar til at lege turist. Nåede lige at få set Wat Pho den dag, som er et af Bangkoks mange templer. Det specielle her er, at Thailands største liggende Buddha er her, og så er det i Wat Pho det siges, at den originale thaimassage er opstået.

Ped 5 og River Kwai

Endelig fik jeg min egen patient igen. Så dejligt at kunne følge den samme i et stykke tid, også selvom det kun var for en kort periode. Det var en lille dreng på 2 år med cancer i hjernen og med metastaser til rygsøjlen. Hans udsigter så ikke gode ud, så behandlingen bestod af palliativ stråleterapi hver morgen. Han var hårdt medtaget af det, da hans daglige rutine bestod af faste, bedøvelse, strålebehandling, opvågning. Ikke noget som en 2-årig burde opleve. Hans bedstemor tog sig af alt det praktiske omkring plejen, så der var ”kun” observation og medicin tilbage til os. Men det er dejligt at se, at man lader familien klarer omsorgen selv på de punkter, hvor de selv har behovet.  En af dagene fik jeg lov til at følge ham til stråleterapi, så jeg kunne få hele forløbet med. Det var hårdt at være dernede, da der ikke kun var ham, men 5 børn på samme tid, som alle havde cancer og skulle have stråling. Der gik det virkelig op for mig, hvor barskt det kan være at være i pædiatrien! De børn var slet ikke gamle nok til at forstå, hvorfor de havde det dårligt og hvorfor de skulle igennem alle de ting. Lægerne og sygeplejerskerne dernede var rigtig søde og gode til at forklare os om alle de ting de gjorde, og hvad man kunne se de forskellige steder. Men der skal nok nogle flere observationer til, før jeg forstår alt det tekniske de prøvede at forklare… J Bagefter fik vi lov til at følge ham med op på opvågningen, som er en integreret del af operationsgangen. Igen var sygeplejerskerne meget venlige, forklarede os det hele og lod os spørge løs… Nogle gange har det bare sine fordele at være studerende…

Weekenden blev en hård men helt fantastisk omgang. Fredag morgen blev vi hentet tidligt og kørt op nordpå til Kanchanaburi. Her startede turen med et besøg på en kirkegård for de faldne i krigen mellem Burma og Thailand. Herefter gik vi over den historiske bro over floden Kwai. Efterfølgende blev vi indlogeret, hvor vi skulle bo natten over. Lad os bare sige, at der bestemt ikke var tale om fine forhold! Men hyggeligt var der! Resten af dagen var der badning i vandfald, hygge på flodprammen og karaoke. Næste morgen blev vi sejlet lidt længere ned ad floden, hvor 3 voksne elefanter og 1 unge gik ned af mudderskrænten. Dem skulle vi morgenbade med. En kæmpe stor oplevelse at ride på elefanter, mens de ruller rundt i vandet. Bagefter kunne vi få lov til at ride på dem, inden turen gik til et Tigertempel. En vild oplevelse at sidde og nusse tigre, men uden tvivl en turistfælde uden lige. Man betaler for at komme ind, derefter får man omkring 10 sekunder med hver tiger, så man lige kan få taget et billede, og så er det ellers videre.

Mættet med oplevelser fra de foregående dage, lokkede poolen under solen hele søndagen – kun afbrudt af en omgang massage.

Ped 5 og dansk mad

Anden uge i praktikken er meget lig den første uge. Vores vejleder går meget op i, at vi sætter os grundigt ind i vores patienter, så hver gang vi får en ny, gennemgår vi dagen efter det vi har læst hjemme om sygdom, sygepleje og medicin. Det er en rigtig god måde at få styr på det hele, da vi stadig har patientplejen. Det gælder dog til tider om at være hurtig på afdelingen, da de i Thailand har et andet sygeplejesystem end det vi kender hjemmefra. Bl.a. omkring måling af værdier deler de opgaverne ud, sådan at en måler temperatur på alle patienter, en anden tager blodtryk osv. Selv skift af sengetøj – når det sker(!) - er der en sygeplejerske, der tager sig af alle sengene. Dette system gør, at vi skal være mere aggressive for at få mulighed for at gøre tingene selv omkring vores egen patient. Noget man lige skal vænne sig til.

Denne uge har jeg ikke haft en bestemt patient, det er lidt som om, at jeg fik en ny hver dag. Så ugen har bestået meget af observation og medicindosering og –givning. Hvilket er en oplevelse i sig selv i Thailand!! Som sagt er der ikke låst ind til medicinrummet ELLER medicinen. Så der er reelt fri adgang for alle, inklusive patienterne. I medicinrummet går de meget op i, at man har en maske på, men det er ikke nødvendigt med handsker, hvilket undrede os meget! Jeg kunne ikke dy mig for at spørge, og forklaringen var ganske enkelt og meget forkortet, at de er overbeviste om, at smitte sker gennem luften og ikke ved kontakt. Det kan for os lyde meget mærkeligt, at de ser så sort/hvidt på det. Men der er ikke så meget for end bare at gøre det på deres måde, da det er det, vi er der for…

Når medicinen doseres foregår det lidt på Gefühl. Pillerne knuses i en morter og blandes med sterilt saltvand, som man synes, at det nu lige passer. Skal man kun bruge noget af en pille, knuser man den hele, deler pulveret ved øjemål, tager det, man skal bruge og gemmer resten i noget brugt kopipapir, som de synes virker rent! Medicinblandingen kommes op i en brugt sprøjte (hvor der står, at den kun må bruges én gang!) og gives til patienten enten gennem NG-tube eller p.o. Og ja, det er brugte sprøjter!! Når medicinen er givet, vasker vi alle sprøjter op i hånden i lunkent vand og håndsæbe – det er dog ikke alle sprøjter, hvor børsten kan komme ind, så nogle af dem bliver i realiteten kun skyllet af. Og så er de ellers klar til næste runde medicin.

I løbet af ugen fik vi set en knoglemarvsbiopsi, som foregår i afdelingens treatment room. Dvs. at der ikke er sterilt – eller rent – efter hver patient, da alle deres undersøgelser foregår derinde. Patienten bliver lejret og sederet, og der er en sygeplejersker, hvis eneste opgave er at tage sig af patienten, berolige ham og snakke til ham. Igen er de gode til at bruge musik som redskab, og det virker helt fantastisk. Lægen der skal foretage indgrebet, pakker de ”sterile” instrumenter ud. De er pakket ind i en stofble… og det er sådan cirka det…  Hendes lange hår hænger løst ned foran, hvor hun skal foretage indgrebet, hun har privat tøj på, og ingen maske. Allerede der må jeg indrømme, at vi som danske sygeplejestuderende var ret bekymrede over hygiejnen omkring så risikabelt indgreb. Det tager hende flere forsøg at få noget ud af knoglemarven, og det er den samme nål, hun bruger til at stikke ind og ud hver gang… Men det lykkes til sidst, og der står en masse læger klar til at lægge det i smearglas. Efterfølgende skal patienten ligge stille på ryggen i 24 timer, og må intet selv…

Der er meget, der har chokeret os på afdelingen i denne uge, ingen tvivl om det. Men vi bliver ved med at minde os selv og hinanden om, at der er tale om en anden kultur, og at det fungerer for dem!

Selvfølgelig stod weekenden på shopping. Man kan jo ikke lade være, når det er så billigt J Lørdag holdt en af pigerne fødselsdag, hvor vi til alles store fornøjelse spiste på en dansk restaurant. Det var virkelig lækkert med noget anden end ris og nudler. Og sørme så om ikke en af tjenerne kunne lidt dansk… Vi sluttede af på en bar, hvor der løb rotter forbi – ja, der er stadig noget at vænne sig til på den anden side af Jorden!